Skrevet af: Henrik Mossner, Byrådskandidat & Næstformand
I midten af maj bad Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved kommune om input fra borgerne til, hvad navnet på den nye svømmehal skulle hedde. Der var virkelig lagt op til at kreativiteten skulle blomstre, og at det kunne gå i alle retninger.
Med over 500 forslag som bl.a. Heinos badekar, Loch Næss og Carsten Rasmussen badet var det spændende, hvilket navn vi skulle ende ud med. Til dem af jer, som havde glædet sig til at hoppe en tur i Heinos badekar, kan jeg skuffe jer med, at vinderen blev det kedeligste og mest åbenlyse valg: Næstved Svømmehal.
Ifølge Formand for Kultur- og Idrætsudvalget Andreas Pourkamali(RV) var det vigtigt, at navnet indeholdt svømmehallens placering ”Næstved” og ordet ”svømme”. Da udvalget på forhånd havde lagt sig fast på de 2 ord, var der kun opgaven tilbage med at placere ordet ”hal”. Der var ikke meget tilbage for borgerne at arbejde med, da udvalget allerede havde valgt det meste af navnet. Alt i alt spild af kommunens tid og ressourcer. Til gengæld fremstår udvalget nu som om, de har inddraget borgerne i deres beslutning.
Hvis du synes at navnet ”Næstved Svømmehal” lyder bekendt, er det fordi, vi har haft en svømmehal på Nygårdsvej med samme navn siden 1969. Så helt nyt og banebrydende er det nu ikke.