Skrevet af: John Axelsen, Byrådskandidat & Bestyrelsesmedlem
Næstved Havn har fremsat ønsket at flytte ud af bymidten. Det synes vi i Liberal Alliance ikke, der skal tages stilling til endnu.
Næstved Havn har udsendt et prospekt omkring udflytning, der grundlæggende ikke tager sig af, hvad der skal ske med det område, havnen ligger på i dag. I Næstved Kommune er der allerede byudvikling i gang mange steder.
Har vi brug for endnu et område til byudvikling, eller vil en lukket havn resultere i et trist forladt område?
Udflytningen af havnen er budgetteret til koste 128 millioner kroner, og skal finansieres af havnen selv uden lån. Et kig i regnskabet for 2019 viser likvide beholdninger for knap 20 millioner kroner og anlægsaktiver på 155 millioner kroner. Vi er bekymrede for, at havnen ikke lykkedes med finansiering uden yderligere lån.
Samtidig må det forventes, at vedligehold af sejlrende til midtbyen fremad skal vedligeholdes af Næstved Kommune. Det giver udgifter til byens borgere, og bør medtages i drøftelserne.
Næstved Havn har det seneste regnskabsår haft et overskud på små to millioner kroner af en omsætning uden udlejning på beskedne 11 millioner kroner og et fald i både omsætning og godsmængde. Kan en så beskeden omsætning og overskud retfærdiggøre en investering på 128 millioner kroner?
Med den forsatte udvikling i havnene ved Stignæs og Vordingborg er tiden ikke til investering i flytning af Næstved Havn. Havnen er et fint aktivt for byen, hvor den ligger nu. Og der kan den blive liggende.
Hvis tiden viser, at der er behov for flere områder til byudvikling, og der bliver et større potentiale for havnedrift i byen, så lad os tage emnet op i 2025. Indtil da kan havnen undlade at lave nye kontrakter med længere varighed end til 2035, så der er er en mulighed for, at området kan få en anden fremtid – hvis det til den tid giver mening.
Slå bremsen i. Vent med at beslutte om Næstved Havn skal lukke eller flytte, til det er bedre belyst.