DEBAT: Vi er ved at smadre grundlaget for folkeskolen

Skrevet af: Kasper Schneider (LA), byrådsmedlem, Næstved

Det er dybt bekymrende, at flere og flere børn i kommunens folkeskoler ekskluderes fra de almene fællesskaber. Både fordi det betyder, at flere børn har problemer, men også fordi vi er ved at smadre grundlaget for den almindelige folkeskole. 

Det er konstant den almene skole, der lukker hullerne til udgifterne på specialområdet. Det sker i alle landets kommuner, og der er meget lidt hjælp fra regeringen og den såkaldte børnenes statsminister. Med et forventet underskud på mere end 50 millioner kroner på børne- og ungeområdet, frygter jeg for, hvem der skal betale regningen.

Alle kommunens skoler skal være gode skoler, både private og offentlige. Men det kræver, at vi tør tage en kamp om midlernes placering. Det kræver, at vi tør føre penge tilbage til almenområdet. Om de så skal tages fra det specialiserede område eller fra andre områder i kommunen, er spørgsmålet.

Skal vi løfte det faglige niveau og trivselsniveauet i folkeskolen, er det oplagt at se på landets fri- og privatskoler. Forældre vælger i højere grad at sende deres børn på privat- eller friskole. 

Måske fordi det faglige niveau er højere, måske fordi der er øget fokus på ro til fordybelse eller noget helt tredje. Uanset hvad årsagen er, så er det tydeligt, at folkeskolen kan lære noget. Fra 2009 til 2022 er antallet af elever på privatskoler steget fra 5,2 til 15,4 procent i Næstved Kommune.

Derfor er jeg også stolt over, at Liberal Alliance som de første har formået at skabe dialog med privatskolerne og kommunen. Det gjorde vi, da privatskolelederne kom til dialogmøde med udvalget og efterfølgende har aftalt opfølgende møder med administrationen. Vi kan godt sammen. Vi skal lære af hinanden, hvis vi skal løfte niveauet for alle kommunens børn.

Del dette indlæg:
Scroll to Top