Skrevet af: John Axelsen, Byrådskandidat & Jacob Jensen, Byrådskandidat
Arena Næstved blev skabt med ambitionen om at være et samlingspunkt for borgerne i Næstved Kommune. Et sted for sport, kultur og store fælles oplevelser. Den ambition kan vi stadig stå på mål for. Men Arena Næstved har bevæget sig langt væk fra det oprindelige formål.
Med massiv kommunal støtte, driftstilskud, underskudsgarantier og kommunale lånegarantier i ryggen, har Arena Næstved udviklet sig til en erhvervsaktør. Ikke mindst efter at arenaen fra maj 2025 blev godkendt som leverandør på statens SKI-aftale for konferencer og møder. Vi mener, at en arena finansieret af skatteborgerne nu aktivt byder ind på kommercielle opgaver i direkte konkurrence med lokale hoteller, restauranter og konferencecentre.
Det handler ikke om at være imod Arena Næstved. En skattefinansieret institution skal ikke bruge offentlige midler til at konkurrere med det private erhvervsliv. Det skader den tillid, som kommunens erhvervsliv skal kunne have til, at spillereglerne er fair. Og det underminerer respekten for de grundlæggende regler om, hvad kommuner må og ikke må ifølge kommunalfuldmagten.
De politiske flertal, der fortsat bakker op om støtten, henviser til en syv år gammel vurdering, hvor Arena Næstved blev anset for at være en almennyttig institution. Men meget er ændret siden da. Arenaen er i dag en erhvervsdrivende fond. Den markedsfører sig åbent på markedsvilkår.
Arena Næstved skal være et samlingspunkt for kommunens borgere. Et sted, hvor sport, kultur og fællesskab trives. Men vi ønsker, at aktiviteterne drives på markedsvilkår af private aktører, som lejer sig ind på fair betingelser – uden skjult offentlig støtte, og uden konkurrenceforvridning.
Arena Næstveds faciliteter er fantastiske. De skal bruges aktivt og åbent. Men det skal ske på en måde, hvor kommunen trækker sig som konkurrent til byens erhvervsliv. Kommunen skal understøtte rammen – ikke drive forretning.
Resultatet af byrådsmødet i dag tirsdag vil blive afgørende for, hvordan fremtiden for Arena Næstved kommer til at se ud. Hvis kommunen fortsætter den nuværende linje, risikerer vi en alvorlig sag, hvor Ankestyrelsen kan ende med at rette skarp kritik mod Næstved Kommune – en sag, der kan give negativ omtale i medierne og underminere borgernes tillid.