Enhedslisten har fremsat et forslag til behandling på byrådsmødet 2. april. Det handler om at vi politikere nu skal til at diktere, hvor kommunens ansatte spiser deres mad.
Underligt nok har man ikke i samme forslag inkluderet byrådets medlemmer – der skal åbenbart være særregler for politikerne.
Respekt for den danske model
Vi har stor respekt for den danske model. Vi har også stor respekt for det frie valg. Det er et frit valg, om man vil være medlem af en fagforening – og hvilken fagforening man i givet fald vil være med i. Man har jo også friheden til slet ikke at være medlem af en fagforening, hvis det er det, man ønsker.
Løn- og arbejdsforholdene bliver forhandlet mellem ledere og medarbejdere på den enkelte virksomhed i mange private virksomheder. Der er derfor decentral løndannelse, så det er ikke politikerne, der bestemmer lønmodtageres arbejdsvilkår.
Fagbevægelse og politik
Lige siden 1878, hvor Socialdemokratiet udsprang direkte af fagbevægelsen og i 1919 hvor Danmarks Kommunistiske parti udsprang af Socialdemokratiet, har der været historiske bånd mellem venstreorienterede partier og fagforeningerne.
Fagforeninger er således organisationer med egne interesser og med politiske interesser, som ikke altid harmonerer med samfundets.
Som om kommunens medarbejdere ikke i forvejen har rigeligt at lave, der ikke direkte handler om kommunal kernevelfærd. Nu skal de altså også til at spørge om lønsedler for at kunne verificere om pågældende medarbejder er ansat på overenskomst?
Vi tror på fri konkurrence
Det bliver et nej fra os. Vi har tillid til de erhvervsdrivende, vi har i kommunen. Vi tror på fri konkurrence på markedet og vi ønsker ikke politisk indblanding med kammeraterne fra valgstøtteordningerne, der skal være med til at regningen i sidste ende ender hos forbrugerne.
Byrådsmedlemmer i Næstved Kommune Süleyman Yücel (V), Regitze Sancoeur (C) & Kasper Schneider (LA), Daddelvej 20, Næstved