Skrevet af: Henrik Mossner, Byrådskandidat & Næstformand
I lørdags kom det frem, på baggrund af en intern revisionsrapport, at ledere i Næstved Kommune har brugt mange tusinde kroner på dyre gaver, restaurantbesøg, hestepasning og måske den værste af dem alle er, at der er blevet udbetalt honorarer uden om lønsystemet. Sagt på en anden måde, så har medarbejdere fået udbetalt sorte penge fra kommunen og dermed ikke afregnet deres lovpligtige skat og AM-bidrag.
Borgmesteren er selvfølgelig i chok og er hurtig til at fralægge sig ethvert ansvar, selvom han har stået i spidsen for kommunen siden 2011 og samtidig er formand for Økonomiudvalget. Hvilken konsekvens skal dette dog have for de ansvarlige, som har ødslet skatteborgernes penge væk på blandt andet et gavekort til pasning af heste? En kammeratlig samtale, udtaler borgmester Carsten Rasmussen.
Tilbage står en masse fortvivlede borgere, som har betalt deres skat i håb om, at pengene bliver brugt fornuftigt og efter gældende regler. De må dog bare se til, mens de ansvarlige ledere kan fortsætte i deres virke uden nogen form for straf. Ingen bliver fyret og ingen får frataget sig noget ansvar.
Borgmesteren, kommunaldirektøren, økonomichefen og lederne på de forskellige dagtilbud og skoler kan mandag gå på arbejde igen uden nogen konsekvens af deres handlinger. Hvis der ikke er en straf, når man begår så alvorlige overtrædelser af egne regler og instrukser, hvor ender vi så henne?
Den interne revisionsrapport afdækker kun forhold fra Center for Dagtilbud og Skole, men på baggrund af de erfaringer vil man nu gennemgå bilag fra kommunens øvrige afdelinger. Det glæder vi os til at følge med i.