Skrevet af: Søren Revsbæk, byrådsmedlem
Ting tager tid, ikke mindst anlæg af motorveje. Når der tales om tværmotorvejen i politiske og erhvervskredse, er optimismen stor. Behovet for trafikal løsning er der bestemt også. Men, erfaringen viser, at fra man begynder at tale motorvej, så går der nemt 30 – 35 år, før der (måske) bliver lagt asfalt.
Så, medens vi venter på asfalten, bør vi gøre noget andet, nemlig forbedre den eksisterende vej Næstved-Slagelse-Kalundborg.
På flere stræk kan der for eksempel udvides med ekstra spor som giver overhalingsmulighed. Det kan være for eksempel før og efter Fuglebjerg, eller på flere stræk mod Slagelse, hvor der er plads til at ekstra spor i henholdsvis højre og venstre side af vejen. Så kan man for eksempel komme uden om lastbiler og langsomtgående køretøjer. Trafikken vil glide bedre og folk komme hurtigere frem. Det er der brug for med den intense trafik på hele strækningen.
Næstved Kommune foreslog i øvrigt noget lignende omkring år 2000 på strækningen Næstved-Rønnede. Det var da daværende borgmester Henning Jensen, og jeg selv var til møde med daværende trafikminister. For ganske få millioner kan man sikre bedre fremkommelighed. Det ville man ikke dengang – og nu er der så gået snart 30 år på gedestien.
Så når man nu arbejder for motorvej Næstved-Slagelse-Kalundborg, så bør vi også arbejde for at forbedre den eksisterende vej. Ikke bare vente de næste 30 år på, at der sker noget, men også nu komme med forslag og ideer til, hvordan staten allerede nu kan forbedre fremkommeligheden.