Skrevet af: John Axelsen, byrådskandidat
Der er noget helt skævt ved, at man som forælder i Næstved Kommune skal bruge 20 dage om året på at tilpasse sig systemets rytme i stedet for familiens.
En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 40 procent af forældre oplever, at lukkedagene gør det sværere at passe deres arbejde. 18 procent har endda måttet melde sig syge for at få hverdagen i familien til at hænge sammen.
Som arbejdsgiver er det håbløst, at Næstved Kommune tilbyder så ringe vilkår for børnefamilierne. Det er et tydeligt tegn på, at systemet er blevet vigtigere end borgeren.
Uge 29, 30 og 31 = lukket. Det er virkeligheden for mange børnefamilier. Der tilbydes godt nok “alternativ pasning”, men det er ikke en løsning. Det er en nødløsning. Et barn skal ikke afleveres i en ukendt institution for, at kommunen kan spare lidt på driften.
Her i Næstved Kommune har vi 20 lukkedage om året. Det er færre end tidligere, men stadig alt, alt for mange. Landsgennemsnittet var 13 i 2022. Skal Næstved være en kommune, der tiltrækker familier og arbejdspladser, må vi starte med at fjerne de unødvendige barrierer i hverdagen. Lukkedagene skal helt sløjfes.
Og det kan vi godt. Der er private alternativer, som kun har lukket jule- og nytårsaften.
Ikke underligt der er venteliste.
Lad os komme i gang! De første par dage kan finansieres ved at nedlægge et politisk udvalg efter valget ved at sammenlægge to eksisterende – så er vi i gang og kan fordoble reduktionen af lukkedage i de kommunale institutioner allerede i 2026.
Forældre skal kunne stole på, at der er pasning, når de går på arbejde. Punktum.