Der er altid et alternativ

Skrevet af: Kasper Schneider, byrådsmedlem

Jeg forstår godt, at socialdemokratiske partisoldater som Per Sørensen gerne vil hylde deres egen kaptajn. Det ville næsten være mærkeligt andet. Men når han kalder Carstens ledelse ”kyndig” og hævder, at der ikke findes noget alternativ, er det et godt eksempel på den uforståelige glorificering, der præger den socialdemokratiske selvforståelse i Næstved. Hans partikollega Jørgen Christiansen har ovenikøbet udtalt, at Socialdemokratiets politik er så velkendt, at de slet ikke behøver at fremlægge et lokalpolitisk program. Det må være rart at slippe for at forklare vælgerne, hvad man egentlig vil med Næstved og bare antage, at alle nok ved det i forvejen eller trække det ned over hovedet på dem senere.

Ja, der har været brede budgetforlig. Men det skyldes ikke en magisk evne til at samle byrådet, men at de borgerlige partier ofte har accepteret samarbejdets præmis, selv når vi ønskede en anden retning. De få gange, hvor vi forsøgte at bringe reelle borgerlige tanker på bordet, blev vi mødt af et flertal, der hurtigt satte os på plads. Det kan man kalde samling men ikke samarbejde.

Jeg siger ikke, at Carsten Rasmussen har været en dårlig borgmester. Tværtimod. Han har været både arbejdsom og ordentlig. Men Liberal Alliance Næstved ønsker en ny retning – en borgerlig retning – hvor frihed, ansvar og respekt for borgernes valg kommer før central styring, symbolpolitik og kommunal detailstyring.

Per spørger, hvad alternativet er. Svaret er enkelt: Det ved vælgerne og derfor bør de have muligheden for at sætte retningen med deres kryds den 18. november.

At der findes flere borgerlige kandidater, er ikke et tegn på kaos – det er et sundhedstegn. Det viser, at vælgerne faktisk får et valg. I modsætning til venstrefløjen, hvor man på forhånd udpeger én kandidat og beder alle andre om at rette ind.

Del dette indlæg:
Scroll to Top