Skrevet af: John Axelsen, Byrådskandidat
Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget har trafikbestillingen for 2026 på dagsordenen. Den sætter rammerne for den kollektive trafik i Næstved de kommende år.
En central brik er de 14 kommunebusser. De tilpasses løbende, når der kommer nye transportberettigede elever – men kun til de kommunale skoler.
Vi taler ellers om frit skolevalg. Men i praksis er der forskel på, om dit barn går i en kommuneskole eller privatskole. I 2022 besluttede udvalget, at privatskoler kun betjenes, hvis det kan ske uden særskilt kørsel og uden merudgift. Resultatet er, at privatskoleelever må klare sig selv – eller henvises til Flextur.
Problemet er, at Flextur ikke er en skolebus. Det er reelt en taxa: bestilling, starttakst og bytakst – ikke en fast og forudsigelig køreplan. Det kan være et supplement, men ikke en erstatning.
Kommunens egne tal viser, at 34 % af Flextur-brugerne er under 16 år, og at bl.a. Hammer Frie Privatskole, Tybjerg Privatskole og Appenæs Friskole er blandt de mest benyttede destinationer. Når kommunen fravælger busser til privatskoler, skubber man altså børn – og regningen – over i Flextur.
Det er ikke kun uretfærdigt, det er også dyrt. I 2022 kostede Flextur 1,9 mio. kr. I 2025 ventes udgiften at stige til 2,9 mio. kr. At Flextur i stigende grad fungerer som skolebus til private skoler er næppe en besparelse.
Alligevel anbefaler administrationen at nedlægge linje 607 til Herlufsholm og i stedet afsøge en “virksomhedsbus” betalt af skolen. Samtidig svarer man i hvidbogen, at høringssvar om privatskoler ikke skal medføre ændringer.
Oven i det er kommunebusserne – som formelt er åbne for alle – usynlige i Rejseplanen. Det gør dem svære at finde og svækker helheden i den kollektive trafik.
Der findes en bedre vej. I stedet for at skabe forskel mellem skoletyper bør kommunen bygge bro. Lad os få et samarbejde på plads mellem private og kommunale skoler – ikke kun om undervisning og kultur, men også om transport. Små justeringer i busruterne kan give merværdi for alle, uden merudgift.
Privatskoleelever er også Næstved-børn. De fortjener – ligesom alle andre – et robust, grønt og forudsigeligt transporttilbud til skole. Flextur er fint som tillæg – men kan ende som en dyr blindgyde, hvis det bliver den eneste løsning.