Skrevet af: Kasper Schneider, Byrådsmedlem
Christian von Benzon (S) har skrevet et debatindlæg, hvor han kalder mig for en “mandattyv”, fordi jeg forlod Nye Borgerlige og nu repræsenterer Liberal Alliance i byrådet i Næstved.
Det er et lavt og patetisk forsøg på at tegne et billede af mig som illoyal over for vælgerne – men sandheden er det stik modsatte.
Mit politiske kompas har ikke ændret sig. Jeg arbejder stadig hver dag for lavere skat, mere ansvar til borgerne og færre bureaukratiske benspænd i kommunen. Da Nye Borgerlige ikke længere kunne levere det projekt, valgte jeg en platform, der kunne. Det er ikke tyveri. Det er ansvar.
Derfor undrer det mig også, at von Benzon ikke har fundet anledning til at skrive lignende debatindlæg om sine egne partikammerater. For hvad med Evald og Temte, der begge har stillet op og været valgt for andre partier – og nu er kandidater for Socialdemokratiet? Gælder anstændigheden og moraliteten kun, når det rammer Liberal Alliance?
Når Christian Von Benzon forsøger at udskamme politiske modstandere for at tage deres mandat og ansvar alvorligt, burde han først feje for egen dør. Ellers bliver det hurtigt ikke andet end hykleri forklædt som høj moral.
I stedet for at grave skyttegrave kunne Socialdemokratiet tage en debat om indhold. Hvor står de i dag, når det handler om at afskaffe bureaukrati, sænke skatter og give borgerne mere ansvar for eget liv? Det vil være langt mere konstruktivt end at kalde politiske modstandere for tyve.
Man fristes til at tro, at hele dette angreb er en snedig afledningsmanøvre. For virkeligheden er, at Socialdemokratiet i Næstved har nok at rydde op i internt. Vi har et byrådsmedlem, Helle Jessen, som ikke engang vil give hånd eller hilse på politiske modstandere, hun er uenig med. Når man ikke evner almindelig ordentlighed, er det så underligt, at man gerne vil tale om noget andet?
Mit mandat er ikke stjålet. Det er i brug – hver dag – for at sikre Næstved en frisk start med mere frihed og ansvar. Præcis som jeg blev valgt på.