Når sandheden drukner i spin

Skrevet af: Kasper Schneider, Byrådsmedlem

Helle Jessen (S) forsøger i sit debatindlæg til Sjællandske den 18. juni 2025, at tegne et billede af en ondskabsfuld klapjagt fra Blå Blok mod Museum Sydøstdanmark og direktør Keld Møller Hansen. Men lad os få én ting på det rene, dette handler hverken om ideologi eller personlig vendetta – det handler om ansvarlighed med borgernes penge og ordentlighed i forvaltningen.

Museets direktør anlagde en privat injuriesag mod et byrådsmedlem, Githa Nelander. En sag, hvor det efterfølgende viser sig, at museet har betalt regningen. Altså: En offentlig institution bruger skattekroner på en privat retssag mod en politisk modstander. Det er dybt problematisk – og burde bekymre alle, der mener noget om demokrati og armslængdeprincip.

Helle Jessen prøver at fremstille sagen som et forsøg på at lukke museer og svække kulturen. Det er direkte forkert. Ingen har foreslået at lukke Holmegaard Værk, Talentskolen eller Rønnebæksholm. Til gengæld har vi – med god grund – sat spørgsmålstegn ved, hvordan museet ledes, og hvordan det kan være, at man politisk mørklægger en sag om anvendelse af midler på over 600.000 kroner på en direktørs private ærinde.

Helle Jessen peger på “det politisk giftige miljø” – men har hun overvejet sin egen rolle i det? Hun har som kommunal bestyrelsesrepræsentant ikke villet orientere de øvrige politikere i Byrådet om en så væsentlig sag. Hun har heller ikke svaret på henvendelser. Og nu vælger hun at tegne et fjendebillede frem for at forholde sig til substansen.

Det her handler ikke om, hvorvidt Keld Møller Hansen har skabt flotte museer. Det anerkender jeg fuldt ud. Men med ansvar følger også forpligtelse. En direktør må ikke bruge offentlige midler til at føre krig mod kritikere – og et byrådsmedlem må ikke dække over det. Det burde være universel politisk enighed, men det er desværre ikke tilfældet.

Jeg har sagt klart og tydeligt, at kulturstøtte skal komme bredt ud og ikke blot gå til udvalgte projekter, som kun et snævert publikum har gavn af. Det er ikke at svække kulturen – det er at tage den alvorligt.

Det, vi ønsker, er gennemskuelighed. Når man bruger borgernes penge, skal man kunne forklare og forsvare det. Det er ikke destruktivt – det er sund forvaltning. Og det burde alle, der sidder i en bestyrelse eller et byråd, kunne bakke op om.

Så nej, Helle Jessen. Det her handler ikke om klapjagt. Det handler om, at en kommunalt støttet institution og dens bestyrelse tilsammen har handlet uden om demokratisk kontrol – og nu forsøger at skjule det bag følelser og retorik. Det er ikke værdigt. Og det skal stoppes.

Del dette indlæg:
Scroll to Top